Toft Hansen-brødrene: Vi kommer fra en sand håndboldfamilie
VM i håndbold 2019 har været en blandet fornøjelse for Toft Hansen-brødrene. René måtte udgå med en skade, mens lillebror Henrik kom tilbage på banen.
Men der hersker ingen tvivl. Toft Hansen-familien har nogle særlige håndboldgener. For alle i René og Henriks søskendeflok på fem spiller håndbold på højt plan.
- Vores familie er en sand håndboldfamilie. Vi holder meget sammen, og vi nyder at samles, fortæller René Toft til BILLED-BLADET.
Komælk og rugbrød
Men hvad er hemmeligheden bag de gode gener? Det har René og Henriks lillesøster, Jeanette Toft Hansen, tidligere sat ord på i et interview med TV 2 Sport:
- Min mor har altid sagt, at det har været komælk og hjemmelavet rugbrød, der har givet os muskler på kroppen og gjort os stærke.
SE BILLEDERNE: Mary og Frederik er vilde med de danske håndboldhelte
Udover Jeanette har Henrik og René også søsteren Majbritt og broren Allan.
Samles ofte i hallen
Når alle fem spiller håndbold på én gang, kan det være svært at få kalenderne til at gå op. Men med et VM på hjemmebane kan mere af familien nemmere finde vej til tribunerne.
- Som håndboldspiller er det utrolig sjældent, at vi kan holde fri. Og når vi alle sammen spiller håndbold, så kan det være svært at samle familien. Så det er dejligt, at vi kan samles i håndboldhallen, fortæller René, og Henrik fortsætter:
- Det er dejligt, at der kommer familie. Og efter kampene kan vi drage nytte af det.