Tine Høgh åbner op om sorgen efter Lars Høghs død: Jeg havde lyst til at følge efter ham
Tine Høgh mistede en stor del af sig selv, da hun for halvanden år siden måtte tage afsked med sit livs kærlighed, Lars Høgh.
Målmandslegenden døde den 8. december 2021, efter at han i tre et halvt år havde kæmpet med kræft i bugspytkirtlen.
Nu sætter Tine Høgh ord på den store sorg, hun blev ramt af, da hun mistede den mand, som hun havde delt sit liv med gennem 40 år. Det sker i et interview med TV 2 Fyn.
- Jeg kunne ingenting. Jeg var så ked af det og bare græd og græd. Den eneste, jeg ville trøstes af, var Lars, og det kunne han jo ikke. Jeg havde bare lyst til at følge efter ham, men det skulle jeg jo ikke. Det vidste jeg godt. Så der var meget, der skulle på plads. Jeg skulle have grædt ud og lære at sove og trække vejret igen, fortæller Tine Høgh til TV 2 Fyn.
Hun takker Kræftens Bekæmpelses Kræftrådgivning for den støtte, hun har modtaget efter sin mands død. Det har betydet alt for hende og har hjulpet hende videre – selv når det virkede helt umuligt.
Sorgen fylder stadig meget hos Tine Høgh, men hun fortæller til TV 2 Fyn, at hun er et andet sted nu, end hun var for et år siden.
Hun ved, at Lars ville ønske, at hun fik så meget ud af livet som muligt, og det vil hun prøve på, selv om sorgen altid vil følge hende.
Tine Høgh er også taknemmelig for den kærlighed, hun har mærket, fra venner og familie.
Sammen med Lars Høgh fik hun to børn, sønnen Jonas Høgh og datteren Josefine Høgh, som er vært på DR.