Simon Pytlick drømmer om at overgå sin far ved OL
23-årige Simon Pytlick har de seneste år haft fart på karrieren, hvor det blandt andet er blevet til to danske mesterskaber, en VM-titel samt en kåring som årets mandlige håndboldspiller.
Om få dage skriver han endnu et kapitel i sin håndboldhistorie, når han tager hul på sit første OL.
Han er dog ikke den første i familien som deltager i verdens største sportsbegivenhed. Hans far, Jan Pytlick, har hele tre gange stået i spidsen for kvindelandsholdet ved OL- og to af gangene er det endt med guldmedaljer.
Ved OL i 2000 og 2004 endte det således med dansk triumf, og det er noget, Simon Pytlick har hørt meget om gennem årene.
Han drømmer dog om, at han ved OL i Paris kan tage første skridt mod at overgå sin far.
- Han taler meget om, da han var med og vandt sine to OL-guldmedaljer. Det gør også, at jeg får blod på tanden. Jeg vil meget gerne overgå ham og se, om jeg kan få håneretten, fortæller bagspilleren i et interview med DR.
Håndboldherrerne indleder OL lørdag den 27. juli med et brag af en kamp mod Frankrig.