Signe Vadgaard om Laudrup, Elkjær og co.: Det er nogle tunge drenge
En drøm er gået i opfyldelse for tv-vært Signe Vadgaard. Hun skal være vært på Viaplays dækning af årets EM.
Men hun er ikke alene, for udover sin værtskollegaer Peter Grønborg, Camilla Martin og Mads Laudrup, skal hun også arbejde sammen med en række dygtige fodboldeksperter.
For mange landskampe
Når Signe Vadgaard skal have svar på fodboldspørgsmålene under EM, kan hun vende det mod én af de mange fodboldeksperter hos Viaplay.
Det tæller blandt andet Michael Laudrup, Preben Elkjær, Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen og en række flere. Faktisk har de tilsammen så meget fodbolderfaring, at det ikke er til at tælle.
- Jeg stod lige og snakkede med Grønborg om, hvor mange landskampe det er, de har tilsammen. Det ved vi ikke. Der er for mange til at tælle. Michael Laudrup, Preben Elkjær, Martin Jørgensen, siger Signe Vadgaard og fortsætter med at nævne en række kendte fodboldnavne.
Indblik i landsholdet
De dygtige eksperter, som Signe Vadgaard skal arbejde sammen med, kan byde ind med noget helt særligt. Nemlig et indblik i, hvordan det er at være en del af et landshold til en slutrunde.
- Det er det, der er fedt, at vi har dem i studiet, så vi ligesom kan trække på deres erfaringer, så de kan få os og seerne ind et sted, hvor vi ellers ikke har adgang til, for de har prøvet det. De har været til de her slutrunder. De ved, hvad det vil sige, siger hun.
Hun slutter af med at erkende, at det er noget af et EM-hold, hun og makkeren Peter Grønborg er en del af.
- Det er nogle tunge gutter, som vi skal lege med, Grønborg og jeg. Det bliver så godt, siger hun.