Se det søde billede: Jonas Vingegaard er blevet genforenet med Trine og Frida
Weekendens etaper i Pyrenæerne har været hårde for alle i feltet, og Jonas Vingegaard led undervejs et større tidstab til sin største konkurrent, Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaard måtte nøjes med at blive nummer to på søndagens etape, men på målstregen havde danskeren alligevel masser at glæde sig over.
Her blev han nemlig genforenet med hustruen Trine og datteren Frida, som han har været adskilt fra i flere uger under Tour de France.
- Det er fantastisk, de er hernede. Tre uger uden dem er meget. Det, at jeg kan være sammen med dem, betyder virkelig meget, sagde Jonas Vingegaard til BT efter etapen.
Mandag er der hviledag i Tour de France, og derfor har Jonas Vingegaard ekstra god tid til at være sammen med sin lille familie. Snart bliver den udvidet, for Trine er gravid med parrets andet barn, der efter planen melder sin ankomst til efteråret.
Sidste etape af Tour de France køres søndag den 21. juli.