SE BILLEDET: Andreas Laudrup er blevet far igen
Der er dømt ren familielykke hjemme hos Laudrup-klanen. Michael Laudrups 27-årige søn Andreas Laudrup blev nemlig far til en lille datter den 13. juli.
Den tidligere fodboldspiller og hustruen Pauline Nordahl Laudrup har i forvejen den etårige søn Maximilian.
- I fredags kom lille Flora til verden. Jeg kunne ikke være mere stolt af min lille familie!, skriver Andreas Laudrup på det sociale medie Instagram i en opdatering, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
Storebror afslørede graviditeten
Det var også på Instagram, at den kommende far i januar afslørede, at der var en lille ny på vej. Her var Maximilian hovedpersonen i opdateringen.
Andreas Laudrups førstefødte sad nemlig ved siden af et skilt, hvorpå der stod ”Storebror – juli”, og dermed var den søde nyhed afsløret.
Bryllup i Laudrup-klanen
Med familieforøgelsen har Laudrup-familien taget hul på et lykkeligt 2018, for det er nemlig også i år, at Andreas Laudrups lillesøster Rebecca Laudrup skal giftes.
Hun blev forlovet i december 2017 med kæresten Frederik under en ferie i Vietnam, så det må siges at gå godt for begge Laudrup-børn.
Andreas Laudrup indstillede fodboldkarrieren
Andreas Laudrup måtte indstille en lovende fodboldkarriere i 2015 på grund af gigtsygdom.
Derfor har han nu kastet sig ud i en karriere som kommentator for Discovery Networks og helliger sig samtidig familielivet.