Nikolaj Jacobsen syg under finalen: Disse to ting fik ham igennem
Der var som altid både jubel og frustration fra Nikolaj Jacobsen ude ved bænken under Danmarks intense VM-finale mod Sverige.
Men hvad færre vidste var, at landstræneren den seneste tid har været plaget af sygdom.
Ligesom flere andre på landsholdet har han kæmpet med maveproblemer, og det gjorde han også søndag aften, hvor de danske håndboldherrer endte med at generobre VM-guldet.
- Altså min mave er stadigvæk ikke i orden. Jeg har i de sidste fire dage bare spist stoppiller, og jeg har levet af Cola Zero. Så jeg var træt til sidst, fortalte Nikolaj Jacobsen efter kampen til TV 2.
Det er også årsagen til, at han kort efter sejren måtte lægge jublen lidt på hylden, for han havde brug for lige at komme til hægterne og få styr på vejrtrækningen efter den nervepirrende finale, hvor han undervejs havde brugt masser af energi på både at bande og juble.
- Jeg tænker egentlig ikke over det under kampen. Der er jeg i min lille boble, siger han.
Nikolaj Jacobsen og håndboldherrerne vender hjem fra Egypten mandag eftermiddag.