3. jun. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Nikolaj Jacobsen respekterer Niklas Landins beslutning – men han er også uforstående

Nikolaj Jacobsen og Niklas Landin
Nikolaj Jacobsen og Niklas Landin
Foto: Martin Høien
Niklas Landin stopper på landsholdet efter sommerens OL, og selv om landstræner Nikolaj Jacobsen respekterer målmandens beslutning, er han også uforstående over for den.

For to måneder siden afslørede Mikkel Hansen, at han stopper håndboldkarrieren til sommer, og nu har endnu en af de helt store profiler taget samme beslutning – i hvert fald hvad angår landsholdet.

Mandag morgen kom det frem, at Niklas Landin stopper på landsholdet efter OL i Paris. Beslutningen har været længe undervejs, og målmanden har haft mange snakke med landstræner Nikolaj Jacobsen, der er trist over, at Niklas Landin stopper.

Han debuterede på A-landsholdet i 2008, og gennem mange år har han også været anfører på landsholdet.

- For mig personligt er det en trist dag. Jeg vidste, den ville komme, men jeg er da ked af, at jeg skal miste – ikke mindst en dygtig spiller – men endnu mere et virkelig godt menneske, som jeg har nydt at arbejde tæt sammen med, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2.

Niklas Landin stopper på landsholdet på toppen i en alder af ’blot’ 35 år, og selv om Nikolaj Jacobsen accepterer og respekterer beslutningen, synes han også, at Niklas Landin stopper for tidligt, idet han fortsat er en af verdens bedste målmænd, siger han til TV 2.

Håndbold under sommerens OL i Paris afvikles fra den 25. juli til den 11. august.

Læs mere om: