Nikolaj Jacobsen har sendt bud efter landsholdveteranen Hans Lindberg
Mandag rejste Nikolaj Jacobsens og hans landsholdstrup mod Ungarn, hvor de i disse uger spiller EM, men nu bliver truppen udvidet.
Fredag rejser Jannick Green til Ungarn, efter han i begyndelsen af måneden fik konstateret smitte med coronavirus.
Spiller skadet
Men landstræneren har også sendt bud efter veteranen Hans Lindberg, der fylder 41 år til sommer.
Årsagen er ikke coronavirus, men derimod at højrefløjen Johan Hansen er ukampdygtig på grund af en fiberskade.
Det oplyser Dansk Håndbold Forbund.
Lang landsholdskarriere
Nikolaj Jacobsen havde udtaget højrefløjene Lasse Svan Hansen og Johan Hansen til EM, men sidstnævnte er skadet, og derfor har han altså hidkaldt en af landsholdets mest erfarne spillere gennem tiden.
Hans Lindberg fik debut på A-landsholdet i 2003, og han trak senest i den rød/hvide trøje i marts 2021. Han har spillet 272 kampe for landsholdet, og det er næstflest af alle i historien. Kun Lars Christiansen har spillet flere landskampe end Hans Lindberg – han nåede 338 kampe for Danmark.
Ifølge Hans Lindbergs klub Füchse Berlin rejser han til Ungarn allerede fredag eftermiddag.
Danmark skal spille sin anden kamp ved EM lørdag aften, hvor modstanderne er Slovenien. Mandag aften skal de møde Nordmakedonien.