27. aug. 2024
Af Ulrik Ulriksen

Nede med stress: Landstræner Morten Wieghorst har tidligere været hårdt ramt af sygdom

Morten Wieghorst
Morten Wieghorst
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
For fodboldtræner Morten Wieghorst gælder det om at blive rask efter at være gået ned med stress. Tidligere har Wieghorst oplevet langt værre udfordringer med helbredet.

Danmarks midlertidige træner for herrernes fodboldlandshold, Morten Wieghorst, er sygemeldt med stresssymptomer og vil desværre ikke kunne stå i spidsen for de rød-hvide i de kommende to Nations League-kampe mod Schweiz og Serbien.

Det fortæller han i en pressemeddelelse på DBU's hjemmeside.

Her omtales problemerne som ”mindre stresssymptomer”.

– Det har været en meget svær beslutning, da jeg havde set frem til at stå i spidsen for holdet og videreudvikle det med nye idéer, men af hensyn til holdets absolut bedste har jeg valgt at stå over i de kommende to kampe, siger Morten Wieghorst.

Morten Wieghorst lå i respirator

Morten Wieghorst har tidligere været ramt hårdt på helbredet.

I 2000 fik Morten Wieghorst, Guillian Barré syndrom, som er en akut autoimmun nervesygdom, der lammede hele Mortens krop og sendte ham i respirator.

Wieghorst var dengang aktiv fodboldspiller i den skotske storklub Celtic.

Forløbet kulminerede, da han endte i respirator og tilbragte hele 11 dage på den intensive afdeling i Glasgow.

Efter en lang og ekstremt krævende kamp for at blive rask igen gjorde Wieghorst comeback på fodboldbanen ni måneder efter at have fået stillet sin alvorlige diagnose.

Læs mere om: