Michael Laudrup skal være farfar
Michael Laudrup kan juble over endnu et pletskud - denne gang af mere privat karakter.
Fodboldstjernens søn, Andreas Laudrup, skal nemlig være far.
- Vi er meget glade, siger Andreas' søster, Rebecca Laudrup, til BILLED-BLADET, der som den stolte, kommende faster har lagt billedet af det glade, vordende forældrepar ud på sin Instagram-profil. Vi bringer billedet efter aftale med Rebecca Laudrup.
Andreas og Pauline blev lørdag den 4. juni gift i Vedbæk Kirke, og nu deler de den glade nyhed.
Far som 25-årig
52-årige Michael Laudrup fik sit første barn, sønnen Mads Laudrup, den 9. februar 1989 - kort før Michael fyldte 25 år.
Andreas Laudrup, der selv kom til verden den 10. november 1990, er fulgt i sin fars fodspor og skal nu også være far i næsten samme alder.
På Rebecca Laudrups instragram-profil, som BILLED-BLADET har fået lov til at citere fra, har Siw Laudrup også givet sit glade besyv med: ”Stolt & Lykkelig” lyder det fra Andreas Laudrups mor, der til vinter kan kalde sig farmor.