Meddelte sit karrierestop: Mikkel Hansens ord til sin familie gik lige i hjertet
Den 36-årige håndboldspiller Mikkel Hansen har meddelt sit karrierestop.
Det gjorde han på et pressemøde onsdag middag med Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen ved sin side.
Foruden at Mikkel Hansen annoncerede, at han stopper som håndboldspiller til sommer 2024, satte han også ord på noget af alt det, han har opnået i sin karriere.
Men han var også meget bevidst om, at han har opnået det, fordi han har haft opbakning fra familien.
Det satte han ord på til pressemødet.
- Jeg vil selvfølgelig også gerne bruge tiden her til at takke nogle mennesker. Naturligvis min familie - min kone og mine børn. De har givet afkald på en masse ting og har givet mig mulighed for at blive så dygtig en håndboldspiller som muligt. Og min familie - forældre og søskende, lød det fra Mikkel Hansen på pressemødet.
Mikkel Hansen danner par med designer Stephanie Gundelach, som han har sønnerne Eddie Max og Vince med.
Familien bor til daglig i København, mens Mikkel Hansen den seneste tid har spillet i Aalborg, som han har pendlet til.