Mathias Gidsel: Sådan blev han hele Danmarks håndboldhelt
Han er bare 22, og det er kun lidt mere end et år siden, han spillede sin første landskamp. Alligevel er der vist efterhånden ikke nogen, der ikke ved, hvem Mathias Gidsel er.
Den unge højre back var gjort kometkarriere, og ved det igangværende EM i Ungarn har han igen formået at imponere både danskere og den internationale håndboldverden.
Tog 40 kilo på
Mathias Gidsel kommer fra Skjern, og vejen mod succes har ikke været ligetil.
Som 15-årige flyttede han hjemmefra for at tage på Oure efterskole. Planen var, han skulle være der et år, men Mathias Gidsel blev hængende. Han blev bedre til håndbold, han tilbragte en masse timer i fitnesscenteret, og han spiste en mase mad. Det var nødvendigt, for Mathias Gidsel var ikke nogen stor fyr, og det lykkedes ham at tage 40 kilo på.
Håndboldkarrieren tog fart, og han havde et fantastisk efterår i GOG i 2020. Det betød, at han fik en af de eftertragtede pladser på Nikolaj Jacobsens hold ved VM i 2021, men han var ikke udtænkt en nøglerolle.
Var med som reserve
Faktisk var han med som reserve for Nikolaj Jacobsens førstevalg på højre back, Nikolaj Øris, men hurtigt viste det sig, at Mathias' talent var enormt, og han spillede en afgørende rolle i Danmarks succes og VM-guld.
- Efter tre-fire træninger snakkede Henrik Kronborg (assisterende landstræner red.) og jeg om, at vi kunne få meget mere ud af ham. Der fandt vi ud af, hvad han kunne give til vores hold. At det så er gået så stærkt, og han har spillet en VM-finale, en OL-finale og nu står i en EM-semifinale på et år, hvor han har spillet en meget stor rolle, var der ikke mange af os, der havde regnet med, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2.
Den unge Mathias Gidsel, som dengang bare var 21 år gammel, fik tilmed en plads på VM’s All Star-hold.
Endnu en medalje i sigte
I sommer viste den unge stjerne igen sit enorme talent frem, da han sammen med landsholdet var til OL i Tokyo. Det blev til en flot sølvmedalje, og igen spillede Mathias Gidsel en absolut nøglerolle. Han blev tilmed kåret som slutrundens mest værdifulde spiller.
Det er 14 måneder siden, at Mathias Gidsel spillede sin første landskamp, og han er godt på vej mod endnu en medalje.
Den unge stjerne-spiller, som fylder 23 år den 8. februar, skal sammen med holdkammeraterne spille EM-semifinale fredag klokken 18 mod Spanien.