Louise Burgaard: Mine største håndboldminder er fra slutrunder
Den 25-årige højre back Louise Burgaard har i over to år ventet på igen at kunne synge den danske nationalmelodi til en slutrunde. Og VM i Tyskland blev vendepunktet.
Glædet sig til comeback
Godt nok har der indtil videre ikke været mange spilminutter til den venstrehåndede skytte, men hun har da vist gode takter på banen. Hos Louise Burgaard ville glæden ingen ende tag, da hun blev udtaget til VM-holdet.
- Jeg var bare mega, mega glad. Det betød sindssygt meget for mig. Jeg har bare glædet mig sindssygt meget til at skulle møde ind. Det kriblede i maven, da jeg pakkede tasken, fortalte håndboldspilleren til BILLED-BLADET ved et pressemøde inden VM begyndte.
En slutrunde er unik
Det kom som noget af et chok, da Louise Burgaard for et par år siden meldte ud, at hun var mentalt og fysisk nedslidt. Det betød, at hun fik en pause fra håndbolden for igen at finde motivationen til at spille håndbold på topplan.
Endelig er hun klar igen og med en fremragende halvsæson spillet på klubholdet, blev hun udtaget til sin første slutrunde i to år, og hun håber, at hun også dette mesterskab bliver mindeværdigt.
- Jeg har været til mange slutrunder, heldigvis. Og hver og én er noget helt unikt, fordi man er bare i symbiose med holdet. Det er så intenst i de her tre uger, hvor man er samlet. Man kommer så tæt på hinanden. Jeg har nogle af mine største håndboldminder fra slutrunder, fortalte Louise Burgaard med et stort smil.
Danmark møder i aften hjemmebanefavoritterne fra Tyskland i ottendedelsfinalen ved VM.
Kampen vises kl. 20.30 på DR1.