LEGO-arving debuterer i OL-dressur med stil
For enhver idrætsudøver er De Olympiske Lege den største og fineste sportsbegivenhed overhovedet. Og intet rangerer højere end at præstere godt i sin olympiske debut. Danmarks dressurlandshold var i ilden onsdag, og på holdet var en olympisk debutant. Lego-arvingen Agnete Kirk Thinggaard, 33, som var på banen i Rio med hesten Jojo Az.
Agnete Kirk Thinggaard var glad og og lettet
Det gik rigtig godt med ekvipagens første optræden på OL-ridebanen, hvor der skal dystes de næste dage. BILLED-BLADET fulgte Agnete Kirks OL-debut og mødte hende i mixed zone, lige efter hun var steget af hesten.
- Nu har jeg lige redet OL, og det er så stort, så jeg er bare lettet og glad lige nu, og det er dejligt, at det gik godt med min hest Jojo Az. Jeg valgte det sikre, og forsøgte at undgå at lave fejl. Jeg er glad, og det er fantastisk at være her i Brasilien, sagde Agnete, der på tilskuerpladserne havde god støtte.
Støtte fra landsholdskammerat Anna Kasprzak
Dressur-landsholdskammeraten Anna Kasprzak, der i øvrigt er arving til Ecco-imperiet, jublede over Agnetes flotte præstation. Anna Kasprzak, 26, skal i Rio på dressurbanen på hesten Donnperignon. Anne deltog også ved OL i London 2012 i dressur. Dengang var hun på hold med prinsesse Nathalie, der dog ikke kvalificerede sig til Legene i denne omgang.