10. jun. 2022
Af Stine Schou

Landsholdets Andreas Christensen blev far i søndags: Sådan går det med mor og barn

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20211008al-a013_1200_675.jpg
Foto: Anders Kjærbye/DBU
Forsvarsspilleren blev i weekenden far for første gang.

På herrelandsholdet i fodbold er det ikke kun Jens Stryger Larsen, der har fået ny titel som far. Den er nu også havnet på Andreas Christensens visitkort, da han i weekenden blev far for første gang. Hans kæreste, Katrine Friis, nedkom med en lille søn.

- Det har været utroligt dejligt. Han er supersød og dejlig og nuttet på samme tid, så jeg er glad hver gang, jeg ser ham, fortalte Andreas Christensen, 26, til TV 2 Sporten i forbindelse med pressemødet forud for landskampen i Parken fredag aften.

Andreas Christensen har misset de to første Nations League-kampe netop på grund af familieforøgelsen, men nu er han tilbage i truppen og klar til aftenens udfordring mod Kroatien. Og Chelsea-spilleren kan løbe på banen med ro i maven, for hjemme er alt, som det skal være med både mor og barn.

- De har det godt og er raske begge to, fortalte han.

Den nybagte mor lægger jævnligt opslag på Instagram, men den seneste uges tid har der stille på hendes profil. I hvert fald indtil torsdag aften, hvor hun lagde en story ud med et billede af en kæde med bogstavet ”L” og samtidig skrev ”bedste gave nogensinde”. Noget kunne derfor tyde på, at parret har lagt sig fast på et navn til deres førstefødte.

Andreas Christensen, som Kasper Hjulmand kalder for ”meget, meget vigtig for holdet”, har dog også mærket, at det kan være lidt hårdt at blive forælder. Han har nemlig ikke fået så meget søvn, fortalte han.

Mon ikke hele fodbold-Danmark krydser fingre for, at Andreas Christensen får indhentet noget søvn på hotellet, inden afgangen til Parken.

Kampen mod Kroatien starter kl 20.45 og kan ses på TV 2.

Læs mere om: