Lagde du mærke til det? Kasper Dolberg havde sine små tvillinger med i Tivoli
Tivoli dannede mandag aften rammen om et arrangement, der havde til formål at sende det danske fodboldlandshold godt afsted til EM-slutrunden i Tyskland.
Flere af landsholdsspillerne havde deres familier med i den gamle have, hvor humøret var højt hos både spillerne og publikum.
En af de spillere, der ankom i selskab med sin familie, var angriberen Kasper Dolberg, som i sidste sæson scorede 15 mål i den bedste belgiske række.
I oktober kunne den brandvarme angriber juble over at være blevet far til tvillinger, og de var i går med i Tivoli.
Herunder kan du se billederne af Kasper Dolberg sammen med kæresten, Lærke Julie Tranberg, der, iført solbriller, tog sig af at køre deres små tvillingedøtre i vognen, mens angriberen med vanlig afslappet attitude gik ved siden af med hænderne i lommerne.
Danmarks EM-eventyr begynder på søndag, hvor Slovenien venter i den første gruppespilskamp. Herefter skal Kasper Dolberg & Co. møde England og Serbien.