Kristina Jørgensen med løfte til alle: Det bliver megasjovt
Danmarks populære håndboldkvinder kommer ikke til at få det, de kom efter - mindre kan dog også gøre det, efter drømmen om en plads i VM-finalen bristede i allersidste sekund i gyseren mod Norge.
Nu gælder det så kampen om bronzemedaljer, og Sverige er aftenens modstander i et fyldt Boxen.
– Det er jo en kæmpestor ting at spille om medaljer. Det et det, vi gerne vil. Vi er kommet i semifinalen, og nu skal vi spille om en bronzemedalje. Det vil vi gøre alt for, siger Kristina Jørgensen til TV 2 Sport og lover, at der er en stor håndboldoplevelse i vente for alle.
Kristina Jørgensen er sat 100% op
– Det bliver megasjovt, og vi kommer til at spille i Boxen foran rigtig mange danskere, der skaber stor stemning. Hvis man ikke kan sætte sig op til sådan en kamp, kan man ikke sætte sig op til nogen kampe, kommer det fra Jørgensen.
Det er tredje gang på fire år, at Danmark skal spille om en bronzemedalje.
I 2020 tabte Danmark til Kroatien, mens det i 2021 lykkedes at vinde over Spanien.