Kom helt tæt på Nadia Nadim i ny dokumentar: Vil gerne give et nuanceret billede
Du kan snart følge Nadia Nadim i Viaplay-dokumentaren ”Nadia Nadim - Game Changer?”.
Danskeren, der til dagligt spiller i den amerikanske klub Racing Louisville FC, blev i september 2021 ramt af en knæskade. Kort herefter begyndte Viaplay at følge Nadia Nadims vej tilbage fra skaden, der potentielt kunne holde hende hjemme fra EM i juli 2022.
Det skulle have været omdrejningspunktet for dokumentaren, men den tog en uventet drejning, da Nadia Nadim fik foretaget en vigtig knæoperation i Qatar, hvor hun på samme tur besøgte en flygtningelejr og kom med udtalelser, der mødte stor kritik i det danske medielandskab.
Hun valgte sidenhen at blive ambassadør for herrernes VM, der som bekendt afholdes i Qatar i november 2022. Valget af værtsnationen til slutrunden har været omdiskuteret af både pressen og menneskerettighedsorganisationer på grund af kritisable forhold for, blandet andet, migrantarbejdere.
På kort tid blev Nadia Nadim, der i 2017 blev udnævnt som årets dansker, derfor en af de mest kritiserede sportsstjerner, og dokumentaren stiller et spørgsmål, flere kritikere har stillet: Hvorfor sætter Nadia Nadim sit image på spil?
En nuanceret fortælling
Det er noget, Viaplay ønsker at belyse med deres dokumentar, som viser et nuanceret billede ifølge produktionsselskabet. Det oplyser de i en pressemeddelelse, hvor det samtidig nævnes, at Nadia Nadim ikke har haft redigeringsret.
I samme pressemeddelelse fortæller landsholdsspilleren, at hun også håber, dokumentaren kan bidrage til en mere nuanceret fortælling om, hvem hun er.
- Igennem hele min karriere har jeg forsøgt at gøre en forskel. Og vise verden at kvinder godt kan spille fodbold. Dokumentaren følger mig igennem seks måneder og går tæt på mig som person og som fodboldspiller. Jeg håber, at en mere nuanceret fortælling kan give seerne et indblik i, hvem jeg er, og hvad jeg kæmper for. De behøver ikke at være enige i alle mine valg, men jeg håber, at de sidder tilbage med et indtryk af, at de ting jeg gør, dem gør jeg, fordi jeg ønsker at gøre en forskel, fortæller Nadia Nadim i pressemeddelelsen.
På Instagram har hun delt et kort klip fra dokumentaren, hvori man kan se landsholdsspilleren give udtryk for, at hun har tænkt meget over den kritik, hun har modtaget, og at hun har overvejet, hvorvidt kritikerne har ret.
De to afsnit af ”Nadia Nadim - Game Changer?” kan ses på Viaplay den 16. november.