Kasper Hjulmand tænker på Eriksen: Der skal ske en masse ting
For EM-holdets træner Kasper Hjulmand er Christian Eriksen Danmarks bedste fodboldspiller, og Hjulmand talte varmt om sin spiller, da han var i EM-studiet i søndags før finalen mellem England og Italien.
Også i Eriksens italienske klub Inter fra Milano tænker alle på danskeren, som de ser frem til at tage imod, når han selv er klar.
Christian Eriksen skal bruge tid
Christian Eriksen faldt om med hjertestop under EM-kampen mod Finland i Parken den 12. juni, og han blev efterfølgende genoplivet på banen.
Siden har han fået indopereret en ICD-hjertestarter.
Tidligere har Inters sportsdirektør, Piero Ausilio, fortalt, at de har stor tålmodighed i Italien, og de vil give Christian Eriksen al den tid, han skal bruge.
Også i forhold til at træffe den for ham rigtige beslutning om fremtiden og karrieren.
Hjulmand er taknemmelig
Inden årets EM-finale fortalte landstræner Kasper Hjulmand til DR, at han var utroligt taknemmelig over, at Christian overlevede.
- Det, jeg er allermest taknemmelig for ved hele slutrunden af alle ting, der er sket, er, at Christian stadigvæk er her, sagde Kasper Hjulmand, der samtidig gjorde det klart, at der nu venter en svær tid for Eriksen.
Der skal ske en masse ting
- Men derfra og så at sige, at alt er godt - Christian går jo igennem nogle uger nu, hvor rigtig mange ting går igennem hovedet, og der skal ske en masse ting. Der er en fase af det, hvor han skal finde ud af, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Han har det godt, og det er det allervigtigste, men derfra er det jo ikke nemt, lød det fra landstræneren i DR’s studie hos Josefine Høgh.