Kasper Hjulmand stopper som landstræner
Sommerens EM-slutrunde bliver den sidste for landstræner Kasper Hjulmand, der i dag har valgt at stoppe efter fire år på posten.
I en pressemeddelelse fortæller den afgående landstræner.
- Det har været en utrolig ære og privelegie at få lov til at være træner for vores alle sammens landshold igennem fire år. Jeg har givet alt, hvad jeg havde, for at opnå succes og for at få folket til at samle sig om holdet. Det at repræsentere sit land er det absolut største, jeg kan forestille mig, og jeg vil se tilbage på en fantastisk tid med stor opbakning til vores drøm. Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre. Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet.
Det danske herrelandshold skal dermed have ny landstræner, men der er lidt tid til at finde Kasper Hjulmands afløser.
DBU melder således ud, at Hjulmands assistent, Morten Wieghorst, overtager roret midlertidigt resten af året.
Kasper Hjulmand opnåede stor popularitet blandt danskerne, da han førte landsholdet frem til en semifinale ved EM i 2021, men de seneste to slutrunder har både spillemæssigt og resultatsmæssigt været en skuffelse.
Ved EM i Tyskland blev det til et exit i ottendedelsfinalen mod værtsnationen.
I forbindelse med Kasper Hjulmands beslutning bliver han rost og hyldet af fodbolddirektør Peter Møller, der blandt andet siger, at det er en stor dansk landstræner, vi siger farvel og tak til.