Jonas Vingegaard er kommet til trist erkendelse: Der er ikke mere at gøre
Jonas Vingegaard har vundet Tour de France to år i træk og havde håbet, at han også kunne vinde cykelløbet i år.
Men efter fredagens etape, hvor Tadej Pogacar sejrede, er den danske cykelstjerne nu kommet til en trist erkendelse.
Han kommer ikke til at vinde i år, men må se sig besejret af den lynhurtige slovener.
- Nu kan man nok sige, at det er ved at være afgjort, og jeg kommer nok ikke til at vinde. Jeg synes stadigvæk, at jeg kan være stolt over, hvordan vi – og jeg – har kørt, sagde Jonas Vingegaard til TV 2 Sport efter dagens etape og fortsatte:
- Det er nu engang bare sådan, det er. Det må jeg acceptere. Han (Tadej Pogacar, red.) fortjener sejren, og lige i dag var jeg ikke på mit normale niveau. Alle de andre dage har jeg egentlig været godt kørende.
Det er kun tre måneder siden, at Jonas Vingegaard styrtede og kom slemt til skade.
Han er taknemmelig for, at det er lykkedes ham at kæmpe sig igennem cykelløbet, hvor han lige nu er på en andenplads – omkring fem minutter bagefter Tadej Pogacar.
Jonas Vingegaard blev trøstet af hustruen Trine efter fredagens udmattende etape.
Der er to etaper tilbage af Tour de France 2024, der slutter søndag den 21. juli.