Jonas Vingegaard er færdig for i år: Prioriterer familien
Jonas Vingegaard har haft endnu et flot cykelår til trods for, at han i foråret var udsat for et meget alvorligt styrt, men det til trods har han formået at blive nummer to i Tour de France, og så har han netop vundet Polen Rundt.
Med al sandsynlighed blev netop Polen Rundt, som danskeren vandt i weekenden, det sidste vi kommer til at se til Jonas Vingegaard på en cykel i år.
Det skriver DR, der har været i kontakt med Jonas Vingegaards sportsdirektør.
Nu skal han hvile sig, og så får han ikke mindst tid til at være sammen med familien, som inden længe udvides.
- Han vil gerne være sammen med familien til fødslen af sit andet barn. Det er også vigtigt for os, at han har det godt privat, siger sportsdirektør Merijn Zeeman til DR.
Det var kort før Tour de France, hvor hustruen Trine blev set med en gravid mave, at det blev bekræftet, at der var familieforøgelse på vej.
Parrets datter, Frida, fylder fire år til september.