Jason Watt kom galt afsted på Facebook
- Gjorde lidt godt for Knæk Cancer sagen... Indsatte en annonce i Den Blå Avis hvor jeg satte et karton smøger til salg under påskuddet at være holdt op med at ryge. Pris: 50.00 kr. Nederst i annoncen stod der: Kan kontaktes lørdag efter kl. 20.00 på telefon 90565100. Mon ikke smilet stivnede lidt når folk hørte besked i den anden ende "tak for dit bidrag". ;-)
Sådan skrev racerkøreren Jason Watt i weekenden på sin officielle Facebook-profil, og det var noget, der satte sving i følelserne på nettet.
Mere end 17.000 har trykket på "like"-knappen på det sociale medie for at give udtryk for, at de synes, Jason Watts påfund er helt i vinkel, men indlægget har også affødt knap 2.000 kommentarer, hvoraf mange er rasende over måden, han har ført folk bag lyset på. Jason Watt bliver både kaldt svindler og skovl, og nogle mener, at han skader Kræftens Bekæmpelse og den gode sag og fortjener en flad.
Racerkøreren var mandag morgen nødt til at krybe til korset.
- Arrr men for pokker da folkens...:-) (...) Det var for satan da en joke som ikke blev ført ud i livet, men til jer som er klar til at ringe på et 90-nummer for at købe smøger til 5 kr. pakken uden nogen som helst form for sund skepsis - pas på næste år! Peace..., skriver han på Facebook.