Holger Runes mor: Det er ikke altid lige let!
Den 19-årige tennisstjerne Holger Rune har haft et forrygende efterår, og vinteren tegner lovende for den unge komet, der for nylig vandt den store turnering Paris Masters efter finalesejr over superstjernen Novak Djokovic.
Holger Runes mor Aneke følger sin seje søn i tykt og tyndt, og Aneke var selvfølgelig i Paris, da Holger vandt sin hidtil største turnering og kæmpede sig ind i top 10 på verdensranglisten.
Aneke og Holger Runes samarbejde er forbilledligt, men der er også mange udfordringer.
Bombarderet med spørgsmål om Holger
Aneke bliver blandt andet bombarderet med kommentarer og spørgsmål fra mange, der giver udtryk for holdninger til det specielle mor-søn makkerskab.
Der er således mange, som har en markant mening om, hvad der er det rigtige, og flere synes, at Aneke skal give mere slip på sin søn.
Det vil hun i øvrigt gerne, hvis det viser sig på et tidspunkt at være det bedste.
Ikke altid let
Der er også mange mennesker, der søger hjælp eller et godt råd fra Rune-lejren.
- Det er ikke altid lige let at være forældre til en sportspersonlighed. Og der er rigtig mange mødre og fædre, der har skrevet til mig med spørgsmål om, hvordan vi håndterer det, siger Aneke til B.T.