Her er Emil Jakobsens kendte kæreste
Efter en positiv coronatest og en uheldig start på VM i Egypten, er Emil Jakobsen nu endelig en del af slutrunden.
Han fik slutrundedebut i kampen mod Japan, hvor han satte bolden i nettet ikke færre end 12 gange.
Kæresten er en stor støtte
Det var ikke til at se, at han kort forinden havde tilbragt en uge i isolation på et hotelværelse, og 23-årige Emil Jakobsen blev da også kåret som kampens spiller efter sin slutrundedebut.
Talentet på håndboldbanen har han til fælles med sin kæreste, for Emil Jakobsen danner par med 22-årige Helena Elver, der til daglig spiller i Odense Håndbold og også er en del af kvindelandsholdet.
Hun var dog ikke med til EM på hjemmebane i december, for hun ødelagde et korsbånd kort forinden, og derfor må slutrundedebuten vente.
- Ja, uheldene har godt nok ramt os, men hendes er en del værre end mit. Jeg slap med syv dage i isolation. Vi har snakket sammen hver dag, hun har virkelig været god og bakket op. Hun er pissesej og godt i gang med sit genoptræningsforløb. Hun kører det med hård hånd, siger Emil Jakobsen om kæresten til Ekstra Bladet.