Håndboldstjernen Rikke Hørlykke om sin mand: Vi er meget ens
Det kan være svært at forstå, hvordan 38-årige Rikke Hørlykke finder timer nok i døgnet til alt det, hun når.
I bogen ""Stærk, stærkere, sund", som hun har skrevet i samarbejde med Anne Hermansen får man en del af svaret.
Både i sit tidligere liv som professionel håndboldspiller og sit nuværende liv som kognitiv coach og ejer af Hørlykke Performmance, har hun lært at prioritere - og vælge fra, så hun faktisk når det, hun vil.
Livet som professionel håndboldspiller stoppede efter 11 år i 2006. Da havde hun sit første barn, sønnen Aksel, i maven - senere kom datteren, Karla, til. I dag er børnene syv og fem.
Men netop den første graviditet betød, at Rikke Hørlykke for første gang prioriterede noget andet end håndbolden først.
Flyttede sammen hos forældrene
I alle årene som professionel kom håndbolden nemlig før alt andet - også før manden Klavs Bruun Jørgensen, der fra 1. juni 2015 er ny træner for det danske kvindelandshold i håndbold.
Han var selv professionel håndboldsspiller og havde det på nøjagtig samme måde.
De to mødte hinanden, da Rikke Hørlykke som 18-årig startede som seniorspiller i Virum-Sorgenfri, hvor Klavs Bruun Jørgensen allerede var gulddrengen på herreholdet.
Efter halvanden månd blev de kærester, og efter tre måneder flytttede Klavs ind hos Rikke Hørlykke, der boede hjemme hos forældrene.
- Jeg var lidt betænkelig ved det. Min far var en nydelig læge, min mor sygeplejerske - og Klavs var sådan en med langt hår og hullede bukser, der hørte heavy metal. Men han tog dem med storm, fortæller Rikke til BILLED-BLADET.
Forærede Rikke Hørlykke blomster og en osteskærer
For nylig havde parret 14-års bryllupsdag, og Klavs forærede sin kone en buket blomster og en osteskærer.
- Det blev jeg vildt glad for. Osteskæreren manglede vi, og buketten er den anden buket blomster, jeg har fået af Klavs, fortæller Rikke med et stort grin og tilføjer:
- Én af grundene til, at vi stadig er helt vilde med hinanden, er, at vi er meget ens. Vi går ikke op i materielle ting, men i nærvær, når vi er sammen.
Samværet kan der så godt være langt imellem. Klavs Bruun Jørgensen er cheftræner for Team Tvis Holstebros herrehold og er fra sommeren 2015 landstræner for de danske håndboldkvinder.
Rikke Hørlykke koncentrerer sig om sit coach-job, der kan tilrettelægges, så der også er tid til at hente og bringe børn.
- Og jeg bliver selv lige så begejstret som mine kunder, når de får succes med at nå deres mål, forklarer Rikke Hørlykke.
Finder medaljerne i gummistøvler og legetøj
Selv har hun både scoret mange mål og nået mange mål som professionel håndboldspiller. Og medaljer er det også blevet til.
- Dem finder jeg af og til i en gummistøvle eller mellem børnenes legetøj. Medaljerne er ikke vigitge for mig - det er processen frem mod målet, der er interessant, siger Rikke Hørlykke.