Frederik Fetterlein vil spille tennis igen
Hvis det går efter planen, vil Frederik Fetterlein om kort tid være tilbage, hvor han startede. Næsten da. Det er 10 år siden, den tidligere tennisspiller indstillede sin karriere som professionel, men nu vil han i gang igen. Det skriver Berlingske.
Fetterlein har hele tiden holdt formen vedlige, og på lørdag gør han comeback i sæsonens første holdkamp, når Hørsholm Rungsted Tennisklub møder Gentofte i Elitedivisionen.
Det er Frederik Fetterleins mangeårige ven og doublemakker på Hørsholm-Rungsted Tennisklubs hold, Morten Lyngbæk, der har lokket den aldrende playboy på banen igen, og han er stadig en dygtig spiller, mener Morten Lyngbæk.
- Vi har længe talt om at få Frederik i gang igen, og jeg kan mærke, at denne gang er der så meget styr på hans øvrige liv, at han har overskud og tid til at give sin tennis en sidste chance. I hvert fald på det hjemlige plan, hvor han jo endnu sagtens kan være med, når han er i form. Talentet forsvinder aldrig, siger Morten Lyngbæk.
Det er også ham, der fortæller, at Fetterlein, lige som de øvrige spillere på holdet, vil blive betalt for sin indsats, men at der ikke bliver tale om noget stort beløb, og at det ikke bliver mere, end hvad de andre får.
Kampen afvikles lørdag eftermiddag i Rungsted, og på Gentoftes hold forventes et andet af dansk tennissports tidligere topnavne, Kristian Pless, at spille.