Fantastiske Rikke Møller slår verdensrekord
Fantastisk præstation af den danske svømmer Rikke Møller i Barcelona, da hun i dag torsdag slog verdensrekorden i tiden 2.19.11.
- Det er helt vildt vildt…shit mand!!!, siger den lykkelige rekordholder til tv2.dk.
Og det er en bedrift, der naturligvis vækker glæde ved bassinet i Barcelona.
- Det var så fedt, det var som om at hele publikum heppede på mig. Det sker bare ikke, at hele hallen heppede på mig - shit, det sker bare ikke, udbrød en lykkelig dansk verdensmester og fortsatte:
- Hvornår sker det, at hele verden hepper på en? Det var så fedt. Jeg kunne virkelig mærke al den energi, fortæller Rikke Møller Pedersen til tv2.dk.
Og præstationen vækker naturligvis begejstring, ikke kun blandt almindelige danskere, men også dem med forstand på sporten, og Dansk Svømmeunions sportschef, Mikkel von Selen, er ikke i tvivl - Rikke Møller Pedersens verdensrekord i 200 meter brystsvømning vil gå over Danmarks idrætshistorie som en af de absolut største præstationer.
- Det er aldrig sket før i moderne tid, at en dansker sætter verdensrekord i en olympisk svømmedisciplin. Det har Rikke (Møller Pedersen, red.) gjort med sin grotesk hurtige tid, 2.19.11, udtaler Selen til bt.dk, og uddyber:
- For mig er det her fuldt ud på højde med de største danske præstationer, og hun indskriver sig i dansk idrætshistorie, siger Mikkel von Selen, der mener, at præstationen er ekstra stor, fordi svømning er en kæmpe international sportsgren og ikke blot dyrkes af atleter i en håndfuld lande.
BILLED-BLADET ønsker den dygtige svømmer et kæmpe tillykke med verdensrekorden.