Efter fyring med øjeblikkelig virkning: Nu ved Klavs Bruun Jørgensen, hvad han skal
Klavs Bruun Jørgensen begyndte sin karriere som håndboldspiller på banen.
Siden har karrieren bevæget fra banen og ud på sidelinjen, da han de seneste år har ageret som håndboldtræner.
I 2021 blev han ansat som træner for herreholdet i SønderjyskE.
Det var han dog kun i et år, før han blev fyret med øjeblikkelig virkning i november sidste år.
Siden har han brugt tiden på at finde ud af, hvad han så skulle tage sig til, og onsdag blev han præsenteret som træner for Team Sydhavsøerne, TSØ, der spiller i landets næstbedste række.
Det afslører holdet i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.
Her giver klubbens sportschef Morten Juul udtryk for, at han og Klavs Bruun Jørgensen har brugt længere tid på at forventningsafstemme samarbejdet, og nu er de landet det helt rigtige sted.
Klavs Bruun Jørgensen peger også på, at han efter godt otte måneders fravær som træner, nu endelig har muligheden for at vende tilbage i jobbet.
- Jeg ser meget spændt frem til et samarbejde med TSØ og de mange unge talenter på holdet. Det virker som om, vi ser mange ting ens og arbejder ud fra de samme værdier, som jeg tror kan skabe et rigtig godt hold, fortæller han i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Efter et pusterum fra funktionen som træner, er jeg sulten på at bidrage til, at TSØ får indfriet de ambitioner, som jeg ved klubben og holdet har.
Klavs Bruun Jørgensen har skrevet under på mindst to sæsoner i spidsen for TSØ, hvor han har den tidligere håndboldspiller Jakob Green med som assistenttræner.
Da 49-årige Klavs Bruun Jørgensen var træner i SønderjyskE, pendlede han frem og tilbage fra hjemmet i Sjælland til det sønderjyske.
Hjemme i privaten har han hustruen Rikke Hørlykke og deres to børn Aksel og Karla samt hunden Georgia.