Derfor stopper Bent Nyegaard med at kommentere landsholdets kampe
Bent Nyegaard er lige nu til VM i Spanien, og det var også her, han mandag kunne fejre sin 70-års fødselsdag. Trods alderen har han ingen planer om at trække sig tilbage fra håndbolden, som har været en stor del af hans liv i årtier.
Men snart er det slut med at kommentere landsholdshåndbold, og det var et hårdt slag, da han fik beskeden fra TV 2 tidligere i år.
Bent Nyegaard var ked af det
- Det havde jeg det skidt med, og jeg tillod mig også at være ked af det i et stykke tid, siger Bent Nyegaard til TV 2.
Han har selv været håndboldspiller, men det var som træner for GOG, at han i høj grad fik succes. Bent Nyegaard blev første gang en del af TV 2 omkring årtusindeskiftet, og i 2003 kommenterede han sin første slutrunde. Dengang sammen med den urutinerede kommentator Thomas Kristensen, som han siden hen har haft et mangeårigt parløb med.
Sidste slutrunde med Thomas Kristensen
Men snart er det slut. Årsagen er, at Thomas Kristensen er blev en del af fodbolddækningen på TV 2, og i stedet for at finde en ny sidemand til Bent Nyegaard i kommentatorboksen, har TV 2 besluttet at gå videre med et helt nyt par, som består af Peter Bruun Jørgensen og Jonas Nyhøj, der også kommenterer kampene under VM her i december.
Bent Nyegaard har dog stadig sin sidste sin sidste slutrunde som kommentator til gode, for når herrerne spiller EM til januar, skal han og Thomas Kristensen kommentere kampene sammen – og derefter er det altså slut med, at han skal lægge stemme til Danmarks kampe.
Fortsætter på TV 2
Bent Nyegaard stopper dog ikke på TV 2. For tiden kan man opleve ham som håndboldekspert under VM, hvor han er i studiet hver aften med Lærke Møller og Stine Bjerre Mortensen, og den rolle kunne han godt se sig selv fortsætte i.
- Jeg har ikke nogen deadline for, hvornår jeg stopper. Jeg holder lige så længe, som TV 2 vil have det, og jeg selv synes, det er sjovt. Og så længe jeg holder niveau, for det er altafgørende for mig, lyder det fra nu 70-årige Bent Nyegaard til TV 2.