Brian Nielsens forfærdelige år
2011 begyndte egentlig rigtig godt for Brian Nielsen. Boksebamsen blev far til tvillinger, men siden er det, som om året har udviklet sig til det måske sværeste i hans liv.
Før han kravler i ringen i koncerthuset på lørdag for at bokse mod Evander Holyfield, har Brian Nielsen måtte forholde sig til svære personlige problemer på hjemmefronten. Bokserens højt elskede kone Jeanette har været igennem to brystoperationer, men står over for endnu en for at få fjernet hele den ondartede svulst, der har plaget hende.
- Hun er en hård kvinde, og jeg er utrolig stolt af hende, hun har klaret det fantastisk. Jeg skylder hende også en ordentlig indsats, når hun har ofret så meget. Jeg går derop og kæmper som en gal, og ingen vil se mig smide mig uden kamp, siger Brian Nielsen til dagbladet BT.
Oveni har bokseren også med stor sorg måttet konstatere, at hans store søn, Steffen, 25, som han har med eks-konen Pia Nielsen står over for en fængselsdom. Han blev dømt ti måneder bag tremmer på grund af vold.
- Det har påvirket mig, men jeg kan hverken gøre fra eller til. Steffen kan godt klare sig selv. Han er en voksen mand, selv om han så ikke er stor nok endnu til at opføre sig ordentligt, siger Brian Nielsen til BT.
Den store bokser har tabt 20 kilo og vil gøre alt han kan for at slå den 48-årige Holyfield. Efter et barskt år ville det kunne bringe lidt tiltrængt medgang tilbage i familien Nielsens liv.