Brian Nielsen i Hall of Fame
Brian Nielsen var mere stor, end han var en stor bokser. Det vil han også selv indrømme.
Til gengæld var boksebamsen fra Korsør måske Danmarks mest populære bokser nogensinde, og nu er han indlemmet i Dansk Professionelt Bokse-Forbunds Hall of Fame, skriver tv2.dk
Folkelige gennembrud
Den 53-årige fik sit folkelige gennembrud under OL i Barcelona i 1992, hvor han vandt bronze i supersværvægt, men vakte mere opsigt med sine vrikkende hofter og et venskabeligt dask i numsen på sin modstander i semifinalen.
Nok vuggede der lidt for mange løse kilo på sidebenene, men Brian Nielsen var en dygtig bokser med et løvehjerte. Som professionel nåede han at blive verdensmester i forbundene, IBO og IBC.
Mod slutningen af karrieren fik han to store pengekampe mod de to superstjerner og tidligere sværvægtsverdensmestre Mike Tyson og Evander Holyfield, men der gik grænsen trods alt. Danskeren tabte begge kampe stort, selv om modstanderne var i deres karrieres senvinter.
Brian Nielsen er blevet optaget i boksningens Hall of Fame sammen med Jimmi Bredahl og Knud Larsen.