Anne Dorthe Tanderup: Fortryder at vi ikke pressede vores børn
Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis har fire sønner sammen. Fire sønner, som de ikke har presset til at dyrke elitesport. Hvilket parret fortryder nu. Det siger Anne Dorthe Tanderup til podcasten, Kinghooper.
- Bjarne og jeg var enige om, at vores børn ikke skulle presses ud i elitesport. Det skulle de selv finde frem til, om det var noget for dem eller ej. Set i bakspejlet har vi begge to fortrudt den overbevisning, vi havde dengang. Vi gjorde, hvad vi havde lyst til, da vi selv var unge, og der er ingen, der har presset os ud i noget, men i dag, hvis du vil være god til noget, så er du nødt til at starte, når du ikke er ret gammel, siger Anne Dorthe Tanderup.
Den tidligere håndboldstjerne og Danmarks Tour de France-vinder fandt sammen under OL i Atlanta i 1996. De bor i dag i Schweiz og er forældre til fire sønner i alderen 10, 15, 16 og 18 år.
Den yngste spiller fodbold og kom allerede ind i et elitemiljø som fem-årig, så han har muligheden for at blive rigtig god. De to mellemste er til moderens fortrydelse holdt op med at spille fodbold i sommer, mens den ældste er en habil alpin skiløber.
Fra ægteskabet med Mette Nybo Riis har Bjarne Riis også sønnerne, Thomas og Jesper, som begge har gjort det godt i cykling uden dog at nå samme tinder som faderen.