Sommerdrømme-vindere: Sådan fandt vi hinanden
De har været par i 12 år og gift i 10. Og på den tid er de sammen blevet forældre til hele tre børn.
Lille Alvar på bare fire måneder og tvillingerne Java og Atlas.
Her er familien samlet på et privatfoto, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe.
I 2021 vandt de 2. sæson af TV 2’s sommerdrømme – og torsdag 14. marts vandt deres bog ”Far og Papa – hvad er en flygtning” Mofiboprisen som årets bedste børnelydbog.
Fandt hinanden over nettet
Da ægteparret for 12 år siden forelskede sig, fandt de ikke hinanden på nettet – men over nettet.
- Vi mødte hinanden til badminton i PAN, fortalte Kaspar Arianto ved Mofibo Awardsshow i Vega.
Pan Badminton er en afdeling af Pan Idræt, der er for alle LGBTQ+ -personer og deres venner i alle aldre.
Lykkelige for prisen
Ægteparret Arianto var naturligvis lykkelige over at have vundet den fine pris.
- Det er vigtigt at tage svære emner – som for eksempel flygtninge – op med børn. Men selvfølgelig på en måde, hvor de forstår det, forklarede Kaspar Arianto.
Prisen for årets børnelydbog viser, at der er basis for at belyse alvorlige problematikker i børnehøjde.
Og ingen tvivl om at der vil komme flere bøger fra vinder-ægteparret.