Slut med Søren Pilmark, Søs Egelind og DSB-Harry
Alt har en ende, også for DSB-dukken Harry og hans tro følgesvend Bahnsen, nok så kendt som Søren Pilmark, skriver Berlingske Tidende på deres hjemmeside.
- Vi ved, at Harry er elsket af mange, men med DSB's økonomi og med det perspektiv, at DSB i dag er et andet sted end for 11 år siden, er vi kommet frem til, at det er nødvendigt at sige farvel til Harry, forklarer Steen Sørensen Koch, marketingdirektør i DSB.
Søs Egelind blev hyret til at give Harry stemme, og det er da også en tydeligt ærgerlig Søs, der tager afsked med rollen som Harry.
- Det er virkelig sørgeligt. Jeg kommer til at savne ham, siger Søs Egelind til bt.dk og tilføjer:
- Vi har virkelig haft mange sjove stunder sammen gennem årene.
Harry blev født i Svendborg i 1999 og gjorde året efter sin entré i den første af i alt 90 reklamefilm for DSB.
Der bliver mulighed for at sige farvel til Harry og Bahnsen, når Københavns Hovedbanegård 3. og 4. december fejrer sin 100-års fødselsdag.