Silas Holst blev mobbet som barn
I dag oser danseren Silas Holst af selvsikkerhed og charme - men det gjorde han bestemt ikke som barn. Tværtimod.
- Alt var galt med mig, afslører danseren i aften i "4-Stjerners Middag" på Kanal 5.
Lille Silas var allergisk over for mælk, tilsætningsstoffer, farvestoffer og tomater. Det betød, at han ikke kunne spise det samme som de andre børn, og herligheder som cola, kakaomælk og ketchup fik han aldrig.
Til børnefødselsdage havde han ligefrem sit eget slik med, og Silas husker tydeligt fornemmelsen af at være uden for fællesskabet. Mobningen blev kun værre af, at han havde bygningsfejl på begge øjne - og gik til dans.
- Det er svært at være en 7-årig og føle sig helt, helt anderledes end alle andre. Jeg var et nemt mobbeoffer, fortæller Silas, som bare ønskede at gå i ét med tapetet.
- Jeg har stadig den der følelse. Hvis jeg for eksempel er til en 80-års fødselsdag, siger jeg ikke et ord. Ikke et ord. Så kan jeg sidde en hel aften bare og lytte og observere. Dér er jeg meget genert.
Med årene har han dog lært at vende de dårlige oplevelser til positiv energi.
- På den måde er jeg faktisk lykkelig for, at jeg fik den form for opvækst i skolen. Den gjorde mig stærk nok til at kunne klare den verden, jeg lever i - og alle de afslag, man får i danseverdenen, fortæller Silas til sine middags-venner Amin Jensen, Vickie Jo og Mayianne Dinesen.