Sigurd Barrett skriver og optræder i Anders And-blad
Når det nye nummer af Anders And & co. udkommer i morgen, er det med en person på forsiden, der er pavestolt.
Musikeren og TV-værten Sigurd Barrett debuterer som gæst i Andeby-universet, og det er han særdeles glad for, fortæller han i Aftenshowet på DR1:
- At få lov til at optræde i samme univers som Anders And, skrive replikker og finde på en historie - det, havde jeg aldrig troet, ville ske. Jeg er vild med Anders And, så for mig er det næsten større, end hvis jeg fik tildelt Elefantordenen.
For Sigurd Barrett har det været et spændende arbejde:
- Det var en udfordring at finde den helt rigtige historie. Man skal ramme universet helt præcist. Hvad kan Anders And finde på at sige, hvordan siger han det - hvordan ser han ud og så videre. Det kan man kun gøre, hvis man virkelig kender ham fra utallige historier. Det gør jeg heldigvis. Vigtigt for mig er, at jeg selv skrev og fandt alle billeder, figurer osv. Jeg funderede over, hvad den skulle handle om i nogle uger - og så satte jeg mig ned og skrev den på nogle dage. Det lykkedes heldigvis. Der er ikke blevet lavet noget om, og den er allerede blevet solgt til fire andre lande. Det er stort, fortæller han.
Historien "Den gyldne trompet", der således sætter Sigurd Barrett på Andeby-landkortet, handler om en af Sigurd Barretts store passioner:
- Musikformidling er jo mit hjertebarn, så historien handler kort fortalt om, at onkel Joakim er på jagt efter den gyldne trompet, som vil kunne indbringe ham millioner. Anders bliver sendt af sted ud i verden for at opspore trompeten, og undervejs støder han på en masse instrumenter ude i verden, fortæller han til "Aftenshowet".