Se billederne: Familiens sidste rørende farvel til Judith Rothenborg
Judith Rothenborgs kiste blev båret ud til tonerne af Justin Timberlakes hit ”Can’t stop the feeling”, da der torsdag var bisættelse i København på en smuk og solrig septemberdag.
Skuespilleren, der særligt var kendt fra DR’s ”Mormor på mandejagt”, blev bisat fra Koncertkirken på Blågårds Plads i København.
Familie og venner var samlet for at tage afsked, og alle havde taget farverigt tøj på for at sige et sidste farvel – præcis, som hun selv havde ønsket det.
Judith Rothenborgs datter, den 44-årige instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg, hyldede sin livsglade og farverige mor ved at have en pink skjorte på.
Hun gik bag ved kisten, da den blev båret ud til rustvognen af nære venner og familie.
Ved sin side havde Barbara Topsøe-Rothenborg sin kæreste Mikkel Otte samt sine to små sønner, Alexander på seks år og Leo på fire år, som hun har fra et tidligere forhold.
Da den lille familie stod ved kisten, blæste Barbara og hendes sønner sæbebobler op i luften sammen med andre af de fremmødte.
Det var et rørende syn at se sæbeboblerne flyve til himmels, mens alle stod og klappede for at hylde Judith Rothenborg.
Klapsalverne fortsatte, da rustvognen kørte rundt om Blågårds Plads, mens Pharrell Williams hit ”Happy” blev spillet fra bilens højtalerne.
Se alle billederne fra bisættelsen i galleriet øverst i artiklen.
BILLED-BLADET har fået tilladelse af familien til at være til stede ved bisættelsen.
Skuespilleren Judith Rothenborg sov stille ind torsdag den 7. september efter længere tids sygdom. Hun blev 74 år gammel.