Sarah Louise forsvarer Medinas forbrug
Medina uploader dagligt masser af billeder på Twitter af sig selv og sine lækre og dyre mærkevarer, såsom støvler, tasker og smykker.
Men det har fået nogle af sangerindens fans til at reagere misundeligt på twitter.
- Glem ikke, at du har det hele på grund af dine fans, lød et rasende indlæg således for nylig fra en tysk kvinde, skriver Se&Hør.
Nu får Medina imidlertid tiltrængt opbakning fra en eks-veninde.
Sarah Louise Christensen, kendt fra bl.a. "Zulu Djævleræs", skriver nemlig således på sin blog:
"Nu skal jeg fortælle jer en lille historie om Medina. Hende og jeg var engang rigtig gode venner. Som tiden gik, har vi begge haft meget om ørene, og vi kender faktisk ikke hinanden den dag idag. Men den Medina, som jeg kendte, var en helt nede på jorden-pige, hun havde ben i næsen og arbejdede som tjener på en restaurant. Ved siden af sit arbejde skrev hun sange, og det havde hun gjort længe dengang".
"Hun har altid været utrolig kreativ med sine tekster, og hun er ikke en af de kunstnere som så mange, der er blevet valgt ud, pga. et pretty face. Hun har fået succes, fordi hun har arbejdet fucking hårdt for det!! Hun har skrevet i mange år og arbejdet med skodjob ved siden af, og en dag fik hun et break".
"Hun udnyttede det break til fulde og sørgede for, at hun ikke kun blev en døgnflue", tordner Sarah Louise videre.
Sarah Louise opfordrer folk til at stikke piben ind og nyde andres succes.
"Jeg vil ønske, at folk generelt kunne værdsætte den faktor, at nogle mennesker rent faktisk arbejder og har arbejdet hårdt for det, de har".
"I så ikke Medina, da hun sad i sin lille lejlighed med ømme fødder af at trave rundt i en restaurant og finde sig i folks pis - for at have råd til at blive ved med at følge sin passion for musikken. Hun høster frugten af sit arbejde, og det skal hun bare have lov til", skriver fotomodellen på sin blog.