Rystet Ghita Nørby: SKAT sender rykkere til min afdøde eksmand
Svenn Skipper døde i 2021, alligevel modtager hans ekskone Ghita Nørby stadig rykkere fra SKAT, der er adresseret til ham og hans firma Holtewoodstudio.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Ghita Nørby, der bor i parrets tidligere hjem i Holte, fortæller, at hun er rystet og harmdirrende, og at hun ikke har noget med firmaet, der i øvrigt ikke længere eksisterer, at gøre:
– Hvis man skriver et brev til nogen, som skylder staten penge, kunne man så ikke godt undersøge, om det menneske lever? Jeg var hans kone, og vi blev skilt for mange år siden, og han har slet ikke boet her i mange, mange år. Vi blev skilt, og det der aner jeg jo ikke noget om, fortæller hun til mediet.
Ghita Nørby påpeger, at hun ikke har i sinde at betale beløbet på 1.077,41, som rykkeren lyder på. Og generelt forstår hun ikke, at brevet, som hun først troede var svindel, overhovedet er blevet sendt, når modtager er gået bort for to år siden.
Sjællandske Nyheder har været i kontakt med Skattestyrelsen, der ikke ønsker at gå ind i den konkrete sag, men fortæller i generelle vendinger, at de som udgangspunkt ikke sender breve, meddelelser og afgørelser til afdøde personer, og de beklager, hvis der er sket en fejl.
Samtidig forklarer Skattestyrelsen, at det er procedure, at et bos kontaktperson har ansvaret for at betale afdøds regninger.
Ghita Nørby fralægger sig dette ansvar og afviser at have noget med sin eksmands bo at gøre.
Ghita Nørby og Svenn Skipper var gift fra 1984 til 2011.
Svenn Skipper døde i 2021 efter længere tids sygdom, 74 år gammel.