Rosalinde Mynster går sammen med sin bror: Laver film om Søren Spanning
Efter flere års sygdom døde skuespilleren Søren Spanning, 68 år gammel, den 12. februar 2020.
Nu fortæller hans datter skuespilleren Rosalinde Mynster, at hun sammen med sin bror, filmfotografen Jasper Spanning, filmede og optog Søren Spanning, lige fra han blev syg, til han døde.
Optagelserne er nu blevet til en film. En film om deres far.
Det skriver Rosalinde Mynster på sin Instagramprofil.
”Min bror og jeg har i 8 år arbejdet på en film om vores far. Vi har filmet ham og optaget vores samtaler med ham, siden han blev syg og til han døde. Processen bragte os sammen, da vi havde mest brug for hinanden, og jeg er uendelig taknemmelig for, at vi fandt en måde at kommunikere om de ting, vi ikke havde ord for, med hinanden og med de mennesker, der er tæt på os.
Filmen har premiere på @cphdox den 16. marts. Vi er ydmyge over at få lov til at dele vores oplevelse og håber på at fortsætte samtalen om sorg, liv og familie med publikum. Jeg glæder mig helt vildt til at alle skal se @jasperjspanning fantastiske billeder.
Det er en meget hjemmelavet film, som stadig aldrig ville være blevet til noget uden tillid, støtte og hjælp fra så mange dygtige mennesker. Mange tak.
Ps: Det var på grund af filmen, jeg skrev bogen "Min Fars Stemme" da jeg indså, at jeg havde store mængder tekst, der ikke var plads til i filmen. Forhåbentlig kan man opleve filmen og bogen ud fra hver deres præmis, med kærlige overlap”, skriver Rosalinde Mynster på Instagram.
Søren Spanning blev i 2014 ramt af en blodprop i hjernen, som lammede hans venstre side, og han sad derfor i kørestol til sin død, seks år senere.
Rosalinde Mynster udkom i 2022 med bogen ”Min fars stemme”, en personlig erindringsroman om hendes far, Søren Spanning.
Søren Spanning var gift med skuespilkollegaen Karen-Lise Mynster, som han fik børnene Rosalinde og Jasper med. Derudover havde Søren datteren Line fra et tidligere forhold.