Rørende ord fra Judith Rothenborgs barnebarn: Det sagde han til sin mormor
Judith Rothenborg elskede sine to børnebørn over alt i verden, men desværre nåede hun ikke at se dem vokse op.
Skuespilleren og ”Mormor på mandejagt”-stjernen døde af kræft den 7. september.
Ved bisættelsen i Koncertkirken på Blågårds Plads i København torsdag var Judith Rothenborgs børnebørn med til at hylde deres mormor.
Alexander på seks år og Leo på fire år fulgtes med deres mor, filminstruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg.
Det var et rørende syn, da de skulle sige et sidste farvel til deres mormor ved kisten.
Judith Rothenborgs yngste barnebarn sendte sin mormor afsted med en kærlig hilsen.
- Jeg elsker dig, lød det fra fireårige Leo.
Ved kisten i rustvognen lå der nogle børnetegninger sammen med røde roser.
Da rustvognen kørte en tur rundt om Blågårds Plads, råbte Judith Rothenborgs barnebarn ”hej, mormor” efter bilen.
BILLED-BLADET har fået tilladelse af familien til at være til stede ved bisættelsen.