Robinson-Kemal brød sammen for rullende kameraer: Sådan reagerede familien på at se det i tv
Det er de færreste, der kan medvirke i TV3-programmet ”Robinson Ekspeditionen” uden at gennemgå en personlig udvikling.
Det samme gør sig gældende for Kemal, der i det sidste afsnit af ”Robinson Ekspeditionen”, der i anledning af programmets 25-års jubilæum er udformet som et talkshow, bekræftede overfor ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg, at han gik fra benhård til hamrende blød.
I talkshowet blev Kemal nemlig atter rørt til tårer, da han genså dét klip, hvor han – for rullende kameraer og med tårerne trillende ned ad kinderne – indrømmede, at han i de sidste mange år har forsømt sin familie.
Kemal så naturligvis programmet sammen med sin familie, og nu sætter han ord på klippets betydning og familiens reaktion.
– Vi har set det sammen, og det har været en fed ting af have sammen, efter jeg vendte hjem. Jeg har været ret dårlig til at vise mine følelser overfor min familie og mine børn. Da vi ser det sammen, så bliver jeg anerkendt. De kan se den bløde side af mig, som jeg ikke har været god til at vise. Den følelsesladede side af mig selv. Jeg er egentlig glad for, at det har fået det udfald, det har hjulpet mig, fortæller Kemal i talkshowet.
Efter optagelserne
Kemal har været selvstændig erhvervsdrivende i over ti år, og i dag driver han to spisesteder og et autoværksted. En livsstil, han på øen erkender, har stjålet alt for meget af hans tid.
I talkshowet afslører Kemal derfor en nyhed, der kommer til at få stor betydning for hans familieliv.
Han har nemlig tænkt sig at afhænde sit autoværksted for at frigive mere tid til familien. En direkte konsekvens af den åbenbaring, han fik under sin deltagelse i ”Robinson Ekspeditionen”.
Det er dog ikke kun Kemal, der har lagt sit liv om efter ”Robinson Ekspeditionen”.
Deltageren Simon kan desuden afsløre, at ekspeditionen fik ham til at opsige sin krævende stilling. I dag har en fundet et nyt arbejde, der efterlader mere tid til venner, familie og fritidsinteresser.
Anderledes forholdt det sig for deltageren Kaleepan, hvor det ikke var mere tid, han havde behov for.
Kaleepan derimod fik – i løbet af sin ekspedition – øjnene op for et gammelt traume, der stammer fra folkeskoletiden, hvor han var udsat for mobning.
I kølvandet på sin tv-medvirken, hvor det blev meget tydeligt, tog Kaleepan derfor endelig tyren ved hornene og opsøgte psykologhjælp, som sidenhen har hjulpet ham med at bearbejde spøgelserne fra fortiden.
Du kan se eller gense ”Robinson Ekspeditionen” på Viaplay.