James Price springer ud som radiovært
James Price har i snart 20 år været kapelmester i Cirkusrevyen, og nu kan han bruge al sin revyerfaring i et nyt program.
Den 61-årige tv-kok og komponist springer nemlig ud som radiovært på P5, hvor han skal stå i spidsen for en ny revyserie.
Den får titlen ”Revyens forunderlige verden” og har premiere på P5 søndag den 4. juli kl. 14.03. Det sendes også om mandagen kl. 21.03.
Handler om store stjerner
P5-programmet kommer blandt andet til at handle om store stjerner som Liva Weel, Poul Henningsen og Osvald Helmuth.
Det var nytårsaften i 1849, at danmarkshistoriens første revyforestilling løb af stablen på Frederiksbergs skrå brædder. Den blev startskuddet til en helt ny genre, som ændrede dansk scenekunst for evigt.
James Price står i spidsen af radioprogrammet, og han får besøg i studiet af Rikke Rottensten, museumsinspektør ved Alhambra Museet på Frederiksberg.