Her er afløseren, når Peter Sten stopper på Giro 413
Siden 2017 har Peter Sten opfyldt lytternes musikønsker i det folkekære radioprogram ”Giro 413”.
Men ved udgangen af året, er det slut. Peter Sten går nemlig på pension, når 2022 bliver til 2023. Det betyder dog ikke, at ”Giro 413” gør det samme. Der er nemlig allerede en ny mand, der står klar i det nye år.
Den mangeårige vært på Radioavisen og Melodigrandprix, Ole Tøpholm, skal fremover opfylde musikønsker, og til foråret uddele en masse penge til projekter i hele landet.
Den 45-årige radiovært blev tilbage i 2018 fyret som daglig vært på DR’s radioavis, men har siden ageret vært på P5, og nu skal han altså stå i spidsen for et program, der sendte for første gang i 1946. Af tidligere værter på programmet kan blandt andet nævnes Karl Bjarnhof, Otto Leisner og Anders Bisgaard.