Valgdagen er speciel for Bertel Haarder: Sådan har han det med sit exit
For Bertel Haarder er valgdagen den 1. november 2022 noget helt særligt.
I hans efterhånden lange karriere som politiker har han oplevet et hav af valgdage, men han kommer formentlig til at huske årets valgdag som noget helt anderledes.
Bertel Haarder genopstiller nemlig ikke til Folketinget.
Dejligt at stoppe
Bertel Haarder kan se tilbage på en rekord-karriere.
- Jeg har haft rekorden som den længst siddende politiker blandt de nulevende. I selve Folketinget er det 43 år, jeg har siddet, fortæller han, da BILLED-BLADET møder ham til fejringen af 300-året for Dansk Teater.
Selv om det er en stor beslutning at stoppe en karriere, der har strakt over 43 år i Folketinget, så er Bertel Haarder rolig omkring det.
- Det er bare dejligt at stoppe min karriere i Folketinget, fortæller han.
Han uddyber, at han har nydt at følge valgkampen på en mere rolig måde.
Fortsætter arbejdet
Det politiske stop kan måske betyde, at han kan nyde tiden med hustruen Birgitte noget mere.
Den 78-årige må dog erkende, at selv om han stopper som politiker, fortsætter han stadig med andet arbejde.
- Jeg fortsætter som formand for Det Kongelige Teater, og jeg skriver i seks medier, fortæller han og understreger, at der bliver nok at se til.