Uffe Ellemann-Jensen og Alice Vestergaard: Selvfølgelig har vi skændtes
Uffe Ellemann-Jensen, 79 år, og Alice Vestergaard, 83 år, har den 19. juni været gift i 50 år, og de håber at kunne fejre guldbrylluppet med en stor havefest i deres hjem i Hellerup. De er meget glade for hinanden, men undervejs er der også blevet råbt højt.
- Selvfølgelig, det har da ikke været ren harmoni hele tiden. Vi er bestemt ikke enige om alting, siger Alice Vestergaard.
- Nej, men du er aldrig nået til at pakke kufferten, bløder Uffe op.
- Det er sandt, medgiver Alice og understreger, at det end ikke har været tæt på.
- Men jeg synes, at de mennesker, der siger, at de aldrig har skændtes ... de må da have et ualmindeligt kedeligt ægteskab. At gå der op og ned ad hinanden uden at ... nej, hvis Uffe og jeg ikke havde været oppe at toppes, ville det godt nok have været kedeligt, siger hun.
– Det værste er jo ikke at skændes. Det værste er, hvis der er tre dage, hvor du ikke taler til mig, kommer det skælmsk fra Uffe.
– Hold nu op, det er da aldrig sket, ler hun.
– Jo!
– NEJ!
– Okay, så to dage da, griner Uffe.
Læs stort dobbeltinterview med Alice Vestergaard og Uffe Ellemann-Jensen i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 18. marts.