Søvndals storebror: Blodproppen bør være en lærestreg for Villy
- Det skal gerne være en lærestreg, for det er jo et signal fra kroppen. Det er et varsel, man skal lytte til.
Sådan siger Frits Søvndal, storebror til Villy Søvndal, til Ekstra Bladet, dagen efter, at Villy blev akut opereret for en blodprop i hjertet.
Han mener, at Villy skal tage blodproppen alvorligt – måske ligefrem så alvorligt, at han skal trække sig som minister.
- Det kom som en overraskelse. Men vi har da af og til talt om, at det er et frygteligt presset liv at leve. Som politiker og minister er man presset, og derfor har vi talt om, at det kan gå ud over helbredet, siger Frits til avisen.
- Jeg håber, at han vil geare ned nu. Der er jo ingen, der giver garantier for, hvor mange advarsler, vi får.
Villy Søvndal har fire søskende – to søstre og to brødre, og Villys bror Eigil er også for år tilbage opereret for en blodprop i hjertet.