Naser Khaders fætter dræbt
Det er en dybt berørt Naser Khader, der må se i øjnene, at et ottende familiemedlem har mistet livet i løbet af det seneste halvandet år, hvor konflikten mellem oprørerne og regimet i Syrien har stået på. Naser Khader kendte sin fætter, Samer, der efterlader kone og fire børn, rigtig godt, og fortæller, at familien har det forfærdeligt.
Den tidligere politiker skriver om tragedien på sin Facebook-side og fortæller til bt.dk, at familien ikke fik nogen forklaring på, hvorfor den 34-årige familiefar skulle henrettes.
- Bødlerne kom og bankede på familiens dør og ville tale med Samer. En halv time senere kom de tilbage og smed hans lig ind i huset. Børnene så både, da mændene tog deres far med, og da de kom tilbage med liget.
Naser Khader har talt med familien over telefonen, men af frygt for aflytning kan han ikke spørge dem, om de har været involveret i modstandskampen.
Omkring 20.000-30.000 mennesker har mistet livet i Syrien, mens konflikten har stået på. Otte af dem er Naser Khaders familiemedlemmer.